Blonde som aflukning
En blondekant som aflukning strikkes på tværs af arbejdet. Blondens masker består typisk af et mindre antal masker. Det er en langsommelig aflukning, men den er både sjov at strikke og smuk at se på. Den kan selvfølgelig strikkes på mange måder og med alle mulige slags blonder, men her kommer principperne.
Strik først det arbejde, som skal afsluttes med blonden. Lad arbejdet blive på pinden, når det er helt færdigt, og sørg for at slutte med en vrangsidepind.
Slå blondens masker op på en strømpepind, og strik 1. p, som er vrangsidepinden.
Skub maskerne hen i den modsatte ende af pinden, og sæt 4 masker fra det færdige arbejde på pinden. Skub alle maskerne tilbage igen og vend. (Maskeantallet afhænger af, hvor mange pinde blondens rapport har. I dette tilfælde går den over 8 pinde, hvilket betyder, at der er 4 vendinger, hvor man kan strikke blondemasker og arbejdets masker sammen. Tænk ikke for meget over dette! Det er princippet, der tæller lige nu.)
Strik blondens 2. p, og når du kommer til blondens sidste maske, strikker du den sammen med den første maske fra arbejdet. Du har nu lukket 1 maske af fra arbejdet.
Vend og strik blondens 3. pind.
Fortsæt på denne måde, til blondens rapport er strikket færdig, idet der strikkes to masker sammen i slutningen af alle pinde fra retsiden, før der vendes. På den måde vil der være lukket i alt 4 masker af, når blondens rapport er strikket færdig.
Den færdige blondekant.