Strikketeknik og -håndværk 1

Tid: Mandage fra september til november 2021.
Sted: FOF København, Humletorvet, Kbh V.
Målgruppe: øvede strikkere.
Pris: 1955,- kr. med mulighed for rabat for studerende, pensionister og ledige, desuden må du regne med cirka 100 kr. til materialer og kopier.
Kurset foregår hos FOF København Humletorvet 27 ved Carlsberg Station. Du får 30 lektioner fordelt på 10 mandage, og undervisningen foregår fra kl. 17.30 til 20.30. De præcise datoer oplyses snarest.
Kursusbeskrivelse: Formålet med dette kursus er at blive en bedre håndværker og få et bredt kendskab til strik både teknisk og kulturelt. Vi arbejder undersøgende og eksperimenterende med et bredt udvalg af strikketeknikker, som du måske allerede kender, men som kan anvendes på mange flere måder end de gængse.
Det drejer sig for eksempel om forskellige former for opslagninger og aflukninger, ind- og udtagninger, mønsterberegning og montering. Desuden arbejder vi med teknikker såsom hulmønstre, jacquardstrik, snoningsmønstre, dobbeltstrik og patent. Farve- og materialelære indgår i kurset.
Der er en hjemmeopgave til hver gang. Det er ikke noget krav, at du løser den, men du får mere ud af kurset, hvis du kan afsætte tid til den.
Du er velkommen til at skrive til mig på post@louiseklindt.dk, hvis du vil vide mere om kurset.