Om mig

”Går ind, tager tøj på, går ud og lukker døren,” sagde min håndarbejdslærerinde i 2. klasse, da hun skulle lære os den fundamentale retmaske. Så simpelt er det, og alligevel er der uendeligt mange muligheder. Jeg kunne strikke allerede dengang, og jeg strikker stadig, selv om der næsten er gået 50 år. For strikning er først og fremmest et håndværk, og man kan blive dygtigere, så længe man kan tænke klart og holde på pindene.

Da jeg var først i 20’erne, blev jeg uddannet håndarbejdslærer. 15 år senere blev jeg cand.pæd. i tekstile fag. Undervejs har jeg undervist i strik og håndarbejde og designet strik til magasiner og garnproducenter. Jeg har også redigeret, skrevet og oversat bøger om især strik og håndarbejde. I 2010 fik jeg mulighed for at starte nogle kurser, der tilsammen er en lille strikkeskole. De foregik dengang på Håndarbejdets Fremme, men er nu flyttet til Strikkeuniversitetet. Siden starten har flere hundrede strikkere mødt hinanden på kurserne og strikket sig glade og dygtigere.

 

Louise Klindt

Følg mine strikkerier på Instagram

Instagram